Video der virker

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Emil Hobel

Video der virker

BLOGINDLÆG

Mængden af videoindhold på nettet, og de sociale medier i særdeleshed, er vokset eksplosivt i løbet af de seneste år, og alt tyder på, at udviklingen fortsætter. Men hvordan finder man sin plads i strømmen af nyhedsklip, katte-videoer og dyre reklamefilm? Her er syv bud på, hvordan du får mest ud af dit videoindhold.  

Eksperterne står i kø for at fortælle, at videoindhold er fremtiden og essentielt for enhver god SoMe-strategi, men der findes ingen universel formel for fremragende videoindhold til nettet. Kvalitetsindhold kan koste hundredetusindevis af kroner og kræve lang tids forberedelse og arbejde, men det kan også være et resultat af spontant at trække telefonen frem og filme på det helt rigtige tidspunkt. Dette blogindlæg gennemgår syv grundlæggende huskeregler, som kan hjælpe dig med at producere godt videoindhold til dine onlinekampagner uanset størrelsen på dit brand og dit budget.

  1. Skab øjeblikkeligt blikfang

Når der arbejdes med videoindhold, bliver mange virksomheder og organisationer så optaget af at få alle de vigtige detaljer med, at de glemmer konkurrencevilkårene på de kanaler, hvor videoerne bliver vist. At folk følger din kanal eller er en del af den målgruppe, du definerer for annonceringen, er absolut ingen garanti for, at de trykker play på din video. Den almindelige social media-bruger bliver dagligt eksponeret for en stor mængde videoer i sit feed og scroller forbi størstedelen af dem uden at se mere end de første par sekunder. Hvis din video starter med langsomt at blænde op fra sort eller vise dit logo, er det med andre ord sandsynligt, at mange brugere er videre, inden de overhovedet når at se noget af selve videoen.

Sørg derfor for at skabe øjeblikkeligt blikfang med billeder, der gør seeren nysgerrig og en overskuelig følgetekst, der fanger interessen.

  1. Fat dig i korthed

Forvent ikke, at folk sætter sig godt til rette med popcorn eller nyskænket kaffe, når de trykker play på din video. Med YouTube som delvis undtagelse er folks tilgang til videoindhold præget af stor utålmodighed og kun en mindre del af de videoer, der bliver afspillet på de sociale medier, bliver rent faktisk set til ende.

Prøv derfor så vidt muligt at fatte dig i korthed og holde dig til ét budskab per video. Som udgangspunkt bør en video til fx Facebook holdes på omkring et minut. Der er naturligvis væsentlige undtagelser, men en lang video kræver en god grund. At præsentere sit publikum for en video på 10-15 minutter, er næsten som at bede dem se en hel spillefilm. Afhængigt af genren kan det også være en god idé at præsentere hovedbudskabet tidligt i videoen, så folk fanger det, selvom de ikke ser videoen til ende. 

  1. Prisen afhænger af den specifikke kontekst

Der findes ikke nogen god tommelfingerregel for, hvad godt videoindhold koster. Prisen kan variere fra ingenting til millioner af kroner, og den tekniske kvalitet kan variere fra håndholdte mobiloptagelser til store professionelle setups.

Det afgørende er, at formatet passer til konteksten.

Low budget-indhold fungerer især godt, når der er fokus på aktualitet og autenticitet. Håndholdte optagelser kan understøtte oplevelsen af, at en situation bliver fanget, mens den sker, eller få behind-the-scenes-indhold til at virke mere eksklusivt.

Skal du derimod lave en video, der fremhæver din virksomheds professionalisme eller høje kvalitet, er det vigtigt, at budskabet er reflekteret i æstetikken, og det vil i de fleste tilfælde være nødvendigt at bruge professionelt udstyr.

  1. Brug versioneringer og cutdowns til at få mest muligt ud af dit indhold

En video behøver ikke kun at have én form. De forskellige sociale medier har forskellige styrker, så indhold, der fungerer godt på LinkedIn, passer ikke nødvendigvis til Facebook eller Instagram. En måde at få mest muligt ud af sin video er ved at lave forskellige versioner, der er tilpasset forskellige platforme eller budskaber. Simple variationer i vinkling og klipning kan gøre en stor forskel på, hvordan indholdet performer.

På samme måde kan du give din video ekstra liv ved at klippe den i mindre bidder. En video med flere budskaber, du har brugt på dit website, kan fx klippes ned til korte sekvenser med fokus på enkelte budskaber, der er velegnede til brug på sociale medier.

  1. Husk underteksterne!

Når du har brugt tid og energi på at lave en video, er det ærgerligt, hvis den for størstedelen af dit publikum bliver reduceret til en svært gennemskuelig stumfilm. Faktum er dog, at de fleste videoafspilninger på de sociale medier sker, uden at lyden bliver slået til. Tekstskilte og undertekster er derfor alfa og omega, når det kommer til at gøre din video forståelig, fange modtagerens opmærksomhed og få dem til slå lyden til.

Med undtagelse af tilfælde, hvor videoerne skal online omgående, bør du altid lave undertekster til dine videoer og tænke i at sætte forklarende tekstskilte ind undervejs. Nogle platforme tilbyder muligheden for at uploade undertekster som en selvstændig fil, så de automatisk slår fra, når lyden slås til.

  1. Tal de sociale mediers sprog

Når du skal konkurrere om brugernes opmærksomhed med en masse andet SoMe-indhold, kan det være en god idé at overveje, hvad der generelt fanger folks opmærksomhed på de sociale medier. Afhængig af platformen kan populært indhold være alt fra videoer, der tager en overraskende drejning, søde videoer med børn eller dyr, folk der opfører sig vildt eller skørt, overvældende flotte optagelser/effekter, provokerende budskaber osv. – men sjældent almindelige corporate præsentationsvideoer. Overvej, om der er måder, du kan gøre brug af de genrer, der dominerer på de sociale medier, uden at gå på kompromis med din integritet eller dit budskab.

  1. Glem det virale hit og sponsorér dit indhold

Mange har stadig en idé om, at hvis indholdet bare er godt, så skal det nok nå bredt ud. Sandheden er dog, at selv stærkt videoindhold ofte kun opnår en begrænset organisk rækkevidde på de forskellige sociale medier. Det bør derfor altid være en essentiel del af strategien for indhold, du har brugt tid og ressourcer på at producere, at udnytte de sociale mediers annonceringsværktøjer til at sikre en tilfredsstillende rækkevidde. Priserne for annoncering er overkommelige og giver dig samtidig mulighed for at specificere din målgruppe på parametre som alder og interesser og dermed yderligere kvalificere effekten af dit indhold.

   FORFATTER
mm

Emil Hobel

Kommentér