Tre gode råd til opbygning af højere troværdighed

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Nicolaj Taudorf Andersen

Tre gode råd til opbygning af højere troværdighed

BLOGINDLÆG

Troværdighed er ikke en flygtig opfattelse – det er noget, der stikker dybt. Og det placerer sig som begreb tæt op ad det at have legitimitet eller ’license-to-operate’ – og det er uanset, om det er virksomheder, politikere eller faggrupper, vi taler om. Da troværdighed ikke er noget, der bare kommer af sig selv, men noget, man skal gøre sig fortjent til, så er der faktisk også en del, der kan gøres. Nicolaj Taudorf Andersen giver derfor her nogle gode råd til faggrupperne på baggrund af gennemførelsen af dette års troværdighedsanalyse.

Radius har på 8. år gennemført en analyse af 20 faggruppers troværdighed. Analysen har både offentlige og private serviceerhverv samt politikere med. Resultaterne fra analysen cementerer et skarpt billede af, at sygeplejersker, dommere og læger ligger helt i top, mens politikere, bilforhandlere og journalister ligger helt i bund.

Årsagerne til troværdighed

Vi satte os denne gang for, at vi ville endnu længere ned i materien og årsagerne til, at danskerne har den opfattelse af faggruppernes troværdighed, som de har. Derfor testede vi seks konkrete faktorer eller drivere, som i forskellig grad kan påvirke troværdigheden hos faggrupperne. Og det var for os rigtigt spændende resultater, der dukkede op. Du kan læse mere om resultaterne fra dette års troværdighedsanalyse.

Én faktor eller driver har vist sig at stikke markant ud i forhold til alle andre – og det er, om danskerne er imponerede over det arbejde, som faggrupperne udfører. På tværs af alle faggrupper er det denne faktor, der har størst betydning for troværdigheden. På de næste pladser er det forskellige faktorer, der spiller en rolle. Sygeplejerskerne har i år genindtaget førstepladsen i analysen, som den faggruppe, der har størst troværdighed. Og for sygeplejerskerne er den faktor, der betyder næstmest for deres troværdighed, faktisk den service, der ydes til patienterne. For politikerne, som er den faggruppe, der ligger i bunden med lavest troværdighed, er det deres manglende evne til at tale et tydeligt sprog, der er deres næststørste udfordring.

De tre gode råd

Hvis man som faggruppe skal omsætte analysens resultater til noget, der kan give mere troværdighed, så er der her tre gode råd, som er værd at tage med:

  1. Du skal gøre det, du siger – og du skal sige det, du gør: Vær transparent i dit virke og sørg for at levere på dine løfter. Og det hvad enten det er håndværkerens aftalte pris, provisionsordningen for bankrådgiveren eller sygehuslægens løfte om opfølgning på et patientforløb.
  2. Du skal være i stand til tydeligt at forklare, hvad du laver – og hvorfor det giver mening for dem, du laver det for: Tal i øjenhøjde – sørg for indgående at forstå, hvem du er sat i verden for at hjælpe – og gør noget ekstra for at få hele dit fag med.
  3. Du skal evne at udøve selvjustits som fag for at beskytte fagets omdømme og troværdighed: Vær i stand til at håndtere sager, der kan true fagets troværdighed med klarhed og handlekraft – og ud fra et skarpt kodeks, der er funderet i, hvad der er fagets kerne. På almindeligt dansk vil man sige, at man skal opføre sig ordentligt – og hvis ikke man har gjort det, så skal man have en straf.

 

Se dig selv udefra

Den afgørende forudsætning for at få noget ud af de fire råd er, at du evner at se dig selv udefra – og ikke blive trukket ’ned’ i faglig selvforståelse. Du skal med andre ord evne, at se dig selv med de briller, som dine modtagere ser dig med. Det er for sygeplejerskens eller lægens vedkommende patientens eller de pårørendes briller; det er for folkeskolelærerens vedkommende elevernes og forældrenes briller; og det er for politikernes vedkommende befolkningens briller – og det hævet over meningsmålingstyranniet, men funderet i det direkte møde med vælgerne.

Hvis du evner at sætte dig i modtagerens sted, så kan du forstå dig selv – og så kan du faktisk gøre noget for at få troværdigheden op.

   FORFATTER
mm

Nicolaj Taudorf Andersen

Kommentér