Hillary Clinton – kvinden, der ikke kan knække

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Cecilie Valentin

Hillary Clinton – kvinden, der ikke kan knække

BLOGINDLÆG

Gennem sin karriere har Hillary Clinton altid været kvinden, der ikke helt har adlydt normerne i den amerikanske offentlighed. Hvor mange ville bukke under for gentagen kritik har Hillary Clinton krævet sin plads med ligestillingsretorikken som sit trofaste sværd. Ikke mindre relevant hvis modkandidaten skulle blive Donald Trump. Her er de bedste fem eksempler.

Fra hun første gang trådte i det offentlige embedes sko som førstedame af Arkansas har hun været kontroversiel. Hillary Clinton har fået så mange klø, at hun slet ikke burde stå. I 1993 var hun på forsiden af det New York-baserede magasin Spy Magazine portrætteret som en domina i lak, med pisk og udsyn til barmen. I midt halvfemserne var der endda en form for national sport opkaldt efter hende: ”Hating Hillary”. Som værten Tucker Carlson på nyhedskanalen MSNBC har udtalt, ”Er der bare noget ved hende, som føles kastrerende.” Og måske ikke helt uden grund.

Hun er kvinden, der valgte at beholde sig eget efternavn efter at have indgået ægteskab. Om end hun til sidst måtte bukke under for normerne, da hendes fravalg eftersigende også frarøvede hendes mand stemmer i Arkansas, da han stillede op som guvernør. Hun er kvinden, amerikanerne kan takke for den lidet flatterende konkurrence “First Lady Cookie Bake-Off”, da hun i en bemærkning nægtede at undsige sin egen karriere – og i forbifarten kom til at kritisere samtlige hjemmegående mødre. Forsøget på kompensation blev en kagedyst med Barbara Bush for at bevise, at Clinton også besad passende feminine soccer mom-dyder. Hun er kvinden, der ikke nøjedes med at dufte til magten i East Wing, men som første førstedame blev indlogeret på anden salen af West Wing i det Hvide Hus med en stab på 20 mennesker. Og hun er kvinden, der på ingen som helst måde tog til takke med at være andenviolinen, men to gange er gået efter en af de mest magtfulde positioner i verden.

Gennem hele sin karriere har Hillary Clinton aldrig helt opført sig, som det bør for en kvinde i den amerikanske offentlighed. Hvor det at bukke under for gentagen kritik, hån og sexisme ikke ville have været helt uforståeligt, har Hillary Clinton imidlertid retorisk vendt det til sin fordel og gjort det til sit varemærke. Det er svært at sige Clinton uden at nævne det retoriske fokus på ligestilling. Og skulle Republikanernes præsidentkandidat hedde Donald Trump, er det fokus ikke mindre relevant. Det vil være to af de yderste modpoler, der mødes, hvor begge er kendt for skarpe holdninger til ligestilling. Med komplet modsatte fortegn. Her er de fem bedste eksempler, som kommer Hillary Clintons retoriske greb en smule nærmere.

1969: Wellesley Graduation

I 1969 er Hillary Clinton 21 år gammel og modtager sin bachelor i statskundskab fra Wellesley College, hvor hun holder en afslutningstale for sin årgang. I øvrigt som den første studerende i pigeskoles historie. Clinton har ad flere omgange krediteret Wellesley College som det, der grundlagde hendes værdier og ambitioner. Og i talen er kimen til hendes varemærke også tydelig:

”Our attitudes are easily understood having grown up, having come to consciousness in the first five years of this decade – years dominated by men with dreams, men in the civil rights movement, the Peace Corps, the space program – so we arrived at Wellesley and we found, as all of us have found, that there was a gap between expectation and realities.” Og fortsat:

“But it wasn’t a discouraging gap and it didn’t turn us into cynical, bitter old women at the age of 18. It just inspired us to do something about that gap.”

Arbejde for ligestilling er præcis, hvad hun fortsat gør årtier senere. Men hvor der er tydelige paralleller til den politiske hjertesag, er der meget få til den sproglige stil, som senere hen også kendetegner hende. Talen fremstår meget rå og har udelukkende sagen for øje uden at skelne til paketteringen eller ornamenter. Den karakteristiske Clinton’ske sproglige stil kræver, at vi spoler frem til den mere offentlige figur Hillary Clinton.

1995: Women’s Rights Are Human’s Rights

I 1995 afholder FN den fjerde verdenskonference om kvinder i Beijing. Hillary Clinton, som nu er USA’s førstedame, er inviteret. Foruden for talen er debatten gået højt, og fra flere sider er Clintons deltagelse blevet mødt med tvivl. Det skal forstås i en kontekst af, at Hillary Clinton blot et år inde i rollen som førstedame har påtaget sig en mere offentlig og tydelig politisk rolle end tidligere førstedamer. Og i forlængelse heraf har flere kritiske såvel som venligstemte røster været nervøse ved, om hendes markante holdninger på ligestillingsområdet vil kunne skade USA’s diplomatiske relationer med Kina.

”Human rights are women’s rights and women’s rights are human rights”, lyder ordene i den tale, som stadig står som en af de mest indflydelsesrige af sin slags på ligestillingsdagsordenen i nyere tid. Slagordenen kommer efter en optakt, hvor Clinton bygger spændingen op med gentagelsen” It is a violation of human rights when…” efterfulgt af eksempler på steder, hvor kvinder enten ikke nyder samme retsbeskyttelse, økonomiske beføjelser eller sociale status – alene på grund af at de er kvinder. Den rytmiske gentagelse er med til at skabe et klimaks inden den famøse sætning og giver næsten talen en aktivistisk klang eller pastoralt klang som også er kendt ved fx Martin Luther Kings ”I Have A Dream”. Knapt så underspillet. Og med sigende for hendes talerstil.

Talen er i den grad skelsættende for hendes retoriske virke. Det er en tale, hun gentagne gange vender tilbage til. Som Secretary of State i 2011 taler hun i Geneve i anledningen af FN’s internationale menneskerettighedsdag om homoseksuelles rettigheder og omskriver dele af talen: “And that is why gay rights are human rights, and human rights are gay rights.” Ligesom det nu også er muligt at købe en “Women’s rights are human rights”-t-shirt i den officielle Hillary Clinton-kampagnebutik online.

1996: It Takes a Village

Vi skriver 1996, og Bill Clinton står til genvalg i november. I starten af 1996 udgiver Hillary Clinton en bog om sine visioner for den amerikanske familie med titlen “It Takes a Village”. Til Demokraternes nationale konvent i Chicago i august samme år holder Hillary Clinton en tale af samme navn, der skal give præsidenten rygdækning – og ikke mindst iscenesætte ham som en mand af troværdighed, der vogter moralen og besidder den nødvendige visdom.

Hvor Hillary Clinton tidligere har plæderet for ligestilling ud fra et spørgsmål om kvinders rettigheder, plæderer hun nu for, at ligestilling handler om familiens rettighederne: “But we are all responsible for ensuring that children are raised in a nation that doesn’t just talk about family values, but acts in ways that values families.” Hun går ind og redefinerer det, som traditionelt har været republikanernes domæne, nemlig ‘family values’ og sætter det ind i en ny kontekst. Og det, at hun transcenderer ligestilling til at være mere omfavnende end kvinder, er også noget, der skaber en talerplatform for hende senere hen i sin karriere, fx i form af LGBT-rettigheder.

Samtidig er talen fra 1996 rent stilistisk ret interessant. Hillary Clintons stil er nemlig langt mere feminin, end hun hidtil har været kendt for. Hun gør en dyd ud at fortælle sig selv frem som hustru og mor, hun bruger flere anekdoter fra privatlivet og er langt mindre konfrontatorisk. Den sprængfarlige stil og de sprængfarlige emner er dysset ned i en politiske usikker tid, og hun spiller i stedet rollen som mere dydig og traditionel førstedame.

2008: Democratic National Convention, Keynote Address

Spol tiden 12 år frem til samme begivenhed, men med andre aktører og en ny politisk scene. I 2008 har Hillary Clinton fået den – omstændighederne taget i betragtning – tvivlsomme ære at holde hovedtalen og præsentere Demokraternes præsidentkandidat, Barack Obama, til Demokraternes nationale konvent. Og det efter at hun i over et år har gjort sit ypperste for at sværte ham til. Nu står hun og skal overbevise partiet om en samlet front. Hillary Clinton går med eget udsagn ikke i skyttegraven, men binder sine egne visioner for USA op på Obama, som var han en helt naturlig forlængelse af dem:

“I haven’t spent the past 35 years in the trenches advocating for children, campaigning for universal health care, helping parents balance work and family, and fighting for women’s rights at home and around the world to see another Republican in the White House squander the promise of our country and the hopes of our people.” Og videre:

“Most of all, I ran to stand up for all of those who have been invisible to their government for eight long years. Those are the reasons I ran for President, and those are the reasons I support Barack Obama for President.”

Som i tekstbidden ovenfor er ligestilling et tema, der bliver nævnt gentagne gange igennem talen. Og Hillary Clinton får således lånt Obama en troværdighed på det område – hvor hun står stærkt – ved at binde hendes visioner sammen med hans. Så længe det er nødvendigt.

2015: Campaign Launch Speech

Spekulationerne var mange. Og endelige blev de bekræftet, da Hillary Clinton i en kampagnevideo i april sidste år annoncerede, at hun stiller op til valget om at blive Demokraternes præsidentkandidat til valget i november 2016. To måneder senere blev videoen fulgt af op en større begivenhed i New York, hvor den første reelle kampagnetale blev holdt.

I talen takker hun indledningsvist folket i New York – hvor hun igennem otte år har været senator – og hylder staten for dens fremsynethed og historiske arv. Og ikke mindst for at være et sted “with absolutely no ceilings”, som bekendt er metaforen for at beskrive kvinders hindring for at nå til tips i erhvervslivet (eller offentlige embeder for den sags skyld). Tonen er slået an. Og resten af talen binder årtiers ligestillingsretorik sammen fra kvinders rettigheder til familierettigheder over LGBT-rettigheder som fx: ”In America, every family should feel like they belong” og “And, we should ban discrimination against LGBT Americans and their families so they can live, learn, marry, and work just like everybody else.”

Ligesom den anden politiske fløj får en kraftig kritik på et område, som traditionelt er meget betændt i USA, når Clinton siger: ”They shame and blame women, rather than respect our right to make our own reproductive health decisions.”

Agendaen er tydelig. En stemme på Clinton er en stemme på lighed. Og med en af afslutningsbemærkningerne gør Clinton det også klart, at hendes visioner for USA er mere end blot politisk motiveret. De er personlige: “An America where a father can tell his daughter: yes, you can be anything you want to be. Even President of the United States.”

Det tyder på, at Hillary Clinton bliver Demokraternes præsidentkandidat til november. Og hvis Donald Trump bliver modkandidat hos Republikanerne vil det i den grad være modsætninger, der mødes. Hvor Clinton har gjort det ligestilling til sit retoriske varemærke, har Trump gjort det modsatte og er notorisk kendt for sexistiske kommentarer og et konservativt syn på kvinders rolle i offentligheden. Men Trump provokerer i en mere polemisk forstand, hvor Hillary Clinton gør det – og har gjort det de sidste mange årtier – alene fordi hun er kvinde i en offentlig rolle og bryder normer for offentlig debat og sjældent tilpasser sig andres forventninger. Og paradokset er, at Clinton er billedet på alt det, Trump harcelerer imod.  Sejren i november vil ikke kun være en historisk sejr. Det vil i den grad også være en sejr over opfattelsen af, hvordan en (kvindelig) debattør kan påvirke den offentlig mening. Og uanset vil det være værd at finde popcornene frem fra juli og følge debatterne fra begge sider frem til november.

Blogindlægget er oprindeligt udgivet på K-forum


   FORFATTER
mm

Cecilie Valentin

Kommentér