Energipolitik: For investorer er 2020 i morgen

< Tilbage til blogoversigt
mm
FORFATTER

Asbjørn Haugstrup

Energipolitik: For investorer er 2020 i morgen

BLOGINDLÆG

Paris-aftalen lægger yderligere pres på danske politikere for at fastlægge en dansk klima- og energipolitik for perioden 2020 til 2030. Der er ingen saglige grunde til at vente, tværtimod bliver det kun dyrere, hvis usikkerheden om, hvad der skal ske efter 2020 fortsætter. Og usikkerhed er der nok af – bl.a. om, hvordan vi skal leve op til EU’s 2030-målsætninger. Her vil vi blive særligt udfordret på landbrugs- og transportområdet.

En måned efter terrorangrebene i Paris ser pressebillederne fra Frankrig meget anderledes ud. Der er billeder af glade og stolte franske ledere, der fejrer en omfattende, bindende klimaftale og en meget vellykket diplomatisk indsats under COP21.

Dødvande i den danske klima- og energipolitik

Herhjemme befinder klima- og energipolitikken sig til gengæld i et dødvande. Det politiske fokus er rettet mod uenighederne i den indeværende energiforligsperiode, der løber frem til 2020. Regeringen har under overskriften ”grøn realisme” beskåret området med næsten 600 mio. frem mod 2019, og oppositionen har travlt med at forklare os alle, at ”grøn realisme” er en sminket udgave af det kulsorte tilbageskridt. Og ja, der er beklagelige besparelser – nok især besparelserne på forsknings- og demonstrationsområdet, for der skal flere teknologispring til, hvis verden skal nå i mål med ambitionerne fra Paris.

Særligt problematisk er det, at vi ikke diskuterer, hvad der skal ske fra i årene fra 2020 til 2030. Regeringen vil nedsætte en energikommission, og diskussionen løfter sig ikke meget over, hvem der skal sidde med. Men behøver vi en kommission? Er der ikke hyldemeter af viden til rådighed allerede? Er det ikke bare at komme i gang?

Fra NGO’ere og aktivister til erhvervsliv og investorer

Ved COP’en i København i 2009 myldrede det med NGO´ere og aktivister. Ved COP’en i Paris bar folk slips. Her fyldte investorer og erhvervsliv sidelokalerne: Dem, der skal investere, og dem, der skal implementere. Og de hader usikkerhed – for risiko har en pris. Og for de investorer og det erhvervsliv, der skal bære de tunge infrastrukturinvesteringer, er ”2020 i morgen”, som DONG-direktør Samuel Leopold udtrykte det ved indvielsen af DONGs første tyske vindmøllepark i november. Investorerne venter på rammer og sikre politiske pejlemærker, de kan sigte efter. Og lige nu får de flere af dem i fx Frankrig, Holland og Tyskland, end de gør i Danmark.

Der er flere store udfordringer, der er hastesager: EU har vedtaget et CO2-reduktionsmål for 2030, men ikke en byrdefordeling. Ved byrdefordelingen vil kommissionen se på landenes evne til at sænke udledningerne særligt på de områder, der falder uden for kvotesystemet. I Danmark har vi brugt meget krudt på energieffektivitet og omstilling af energisektoren, men væsentligt mindre krudt på landbrug og transport. Og det er her, vi bliver udfordret. Danmark tilhører den rige del af EU, så der vil være høje forventninger til, hvilke byrder vi kan løfte. Vi skylder landbrug og transport en retning.

Tilskud og afgifter er afgørende for investeringer i energisektoren

Og så er der hele vores afgiftssystem. Tilskud og afgifter er afgørende for, hvor store investeringer i energisektoren placeres. Lige nu er tilskuds- og afgiftssystemet forvridende og driver udviklingen skævt i forhold til de politiske ønsker: Strøm er brandbeskattet sammenlignet med olie, og fjernevarmeværkerne investerer i biokedler i stedet for i varmepumper, selvom der er almindelig enighed om, at elektrificering er klimaindsatsens tredje store ben. De to andre er energibesparelser og grøn omstilling.

Paris-aftalen er en kærkommen anledning til at tage skeen i den anden hånd herhjemme og fastlægge politikken fra 2020 til 2030. For uanset om man er rødgrøn, blågrøn, grøn realist eller grøn på den lidt alternative måde, så er retningen og problemerne en fælles udfordring. Og for industri og investorer er 2020 i morgen.

Indlægget er oprindelig bragt i Børsen d. 15. december 2015

   FORFATTER
mm

Asbjørn Haugstrup

Kommentér