Digitale war rooms og negativ campaigning

< Tilbage til blogoversigt
mm Radius user
FORFATTER

Claus Horsted

Martin Hartmann Jacobsen

Digitale war rooms og negativ campaigning

BLOGINDLÆG

Spørgsmålet er, om det gør budskabet mindre troværdigt, når det nu er fuldstændig tydeligt for enhver, at det ikke er Hillary og Trump selv, som i de fleste tilfælde opdaterer kanalerne?

Digitale war rooms og massiv negativ campaigning – vi tager temperaturen på den digitale præsidentvalgkamp 2016

 

De digitale og sociale medier er på alle måder blevet en umiskendelig præmis for det at føre valgkamp. Både Hillary og Trump har gennem de sidste mange måneder brugt de digitale platforme som et altoverskyggende våben i kampen om præsidentembedet, og man kan sågar spekulere i, om der overhovedet er en valgkamp, hvis kandidaterne ikke har en politisk tilstedeværelse på kanaler som Facebook, Twitter, Instagram, YouTube og Snapchat m.v. Og det være sig uanset om kandidaterne er unge, gamle, velbevandrede eller uerfarne i at gebærde sig i politik og den digitale jungle.

Men kandidaterne står ikke alene på den digitale slagmark. Som vi ser det med Hillary og Trump, er de digitale og sociale medier nu en så integreret del af deres respektive strategier og kampagner, at selve partiernes organisationsstrukturer er underlagt præmissen om bedst muligt at skulle understøtte de muligheder, som nye teknologier og informationsstrukturer giver i en hektisk valgkamp. Dermed ser vi også en langt mere professionaliseret tilgang til håndteringen af de digitale kanaler, hvor man har et klart indtryk af, at hver fløj i bogstaveligste forstand har indrettet hver deres digitale ”war rooms”, hvor korps af betroede medarbejdere sidder klar ved tasterne til at forsvare deres præsidentkandidat og angribe modstanderen med luftangreb i den digitale sfære.

Med en digital krigsførelsesstab i ryggen af hver kandidat undrer det måske ikke, at præsidentvalgkampen mellem Hillary og Trump er blevet kaldt ”den mest beskidte valgkamp nogensinde.” Men hvordan kom det egentlig så vidt?

Den digitale sti mod Hillary og Trump

Man kan groft sige, at den digitale vej frem mod præsidentvalget 2016 og Hillary og Trumps digitale ”war rooms” tog sin spæde begyndelse i 2004 med Howard Deans systematisering af online-donationer. Foruden det famøse ”Dean Scream” blev Dean kendt for at benytte sig af internettet som værktøj til at indsamle små online-donationer fra helt almindelige amerikanere, og på den måde fik han engageret og mobiliseret vælgere. Siden da har Deans donationsstrategi været et fuldstændig obligatorisk element i den amerikanske valgkamp.

I valgkampen 2008 var sociale medier stadig et relativt uudforsket fænomen i en valgkampskontekst. Det fik Obama dog lavet godt og grundigt om på med sin engagerende tilstedeværelse på bl.a. Facebook, som han på imponerende vis brugte til at aktivere græsrødderne og forme netværk af frivillige supporters. Og da Obama i 2012 stillede op til genvalg, så tog det for alvor fart med en markant stigning i udgifterne til annonceringsbudgetter på sociale medier og antallet af digitale aktiviteter. Dette var tilfældet for begge præsidentkandidater. Brugen af sociale medier som et aktivt kommunikations- og formidlingsværktøj har Obama videreført under sit præsidentembede. Og det er i dag en integreret del af præsidentens kommunikation til omverdenen. Det bliver spændende at se, om dette fortsætter under enten Præsident Clinton eller Præsident Trump.

I valgkampen anno 2016 er brugen af sociale og digitale medier igen eksploderet. Og der bruges uden tvivl flere ressourcer end tidligere på, at de rigtige vælgere ser det rigtige indhold på tværs af de sociale platforme og øvrige digitale kanaler. Men her ved indgangen til den sidste uge, hvad er så status på den digitale præsidentvalgkamp anno 2016? Hvad er det nye, som er blevet tilført?

Hvilke nye tendenser ser vi i præsidentvalgkampen 2016?

– Hypertargeting via komplekse databaser har for alvor fået et gennembrud i årets præsidentvalgkamp. Big data og alt det, vi med det blotte øje ikke kan se, er blevet en større del af det at føre valgkamp, så kampagneannoncerne i langt højere grad, end vi har set tidligere, er skræddersyede og ofte endda personaliserede til den enkelte vælger. På den måde kan kampagnebudskaberne tilpasses lige nøjagtig den vælger, som er modtageren, og vi ser på den måde en mere strategisk ramme for at skræddersy og målrette taktiske budskaber, end vi har gjort tidligere.

– I valgkampen 2016 ser vi også, at websitet som budskabsplatform er trådt en del i baggrunden til fordel for de sociale kanaler. Hos begge præsidentkandidater bruges kampagnewebsitet reelt kun til at indsamle donationer, tilbyde vælgerne mulighed for at signe op til kampagnen og opfordre til at komme ud at stemme samt tilbyde mere uddybende information om kandidatens standpunkter. Disse kampagnesites er henvendt til de mest hardcore vælgere. Denne udvikling er helt klart en tendens, som vil fortsætte også ind i næste valgkamp – og man kan spekulere i, om det måske ligefrem er websitets død i valgkampssammenhæng, vi lige nu er vidner til?

– En tredje klar tendens er, at opdateringshastigheden er blevet markant forøget, og at kandidaterne prøver at tale uden om medierne. Vi har i årets valgkamp set, hvordan kandidaternes sociale medieprofiler opdateres sekundet efter – og endda ofte under – en politisk debat. Spørgsmålet er, om det gør budskabet mindre troværdigt, når det nu er fuldstændig tydeligt for enhver, at det ikke er Hillary og Trump selv, som i de fleste tilfælde opdaterer kanalerne? Mister vi ikke lidt af autenticiteten? Hillary har i netop den sammenhæng fået hug for, at man ikke kan mærke hende nok på de sociale medier. Det bliver simpelthen for påtaget, når hun kaster sig ud i en Snapchat-story, hvorimod Trump ofte er blevet kritiseret for, at man simpelthen kan mærke ham for meget på eksempelvis Twitter. Og Trump bruger Facebook til at sende tv uden om de etablerede medier og direkte ud til vælgerne.

– Til gengæld ser vi også, at kandidaterne i år har sværere ved at slippe afsted med usandheder. Allerede under debatterne har nyhedsmedier og sociale medier berettet om, hvilken kandidat der har pyntet lidt for meget på sandheden – og i hvilken grad. Alt bliver afsløret. Og fokus på løgnene har endda fyldt så meget i årets valgkamp, at Google News for nylig lancerede søgemaskinens egen ”fact check feature”. Det anses som et velkomment – og nødvendigt – onde af de mange amerikanske vælgere, som har svært ved at skelne mellem sandhed og fiktion i kandidaternes udsagn under den hæsblæsende valgkamp. Men selvom kandidaterne bliver taget i løgne og usandheder, er det ikke ensbetydende med, at de ikke benytter sig af dem.

– Til slut, og måske vigtigst af alt, ser vi i valgkampen mellem Hillary og Trump en markant stigning i mængden af negativ campaigning – en påstand, som ofte lyder efter hver afsluttet valgkamp, men som mere end nogensinde rent faktisk er sandheden. Derfor vil vi med garanti også se, at det kun kan gå tilbage på mudderkastningsfronten under næste valgkamp. De sociale og digitale medier er i år blevet brugt massivt som platform for den negative campaigning, som har fundet sted fra begge lejre, og som har været kontinuerligt stigende gennem hele valgkampen. Vi ser således i dag en langt mere offensiv måde at bruge de sociale medier på, hvor videoer, memes og fotoredigerede billeder benyttes til at håne og fortælle gruopvækkende historier om modstanderen, som det så er op til den enkelte vælger at bedømme validiteten af.

Ovenstående tendenser har været med til at gøre præsidentvalgkampen 2016 til en af de mest underholdende, hvis ikke den mest underholdende, valgkampe nogensinde – ikke mindst fra et digitalt perspektiv.

Meget af det, vi ser i valgkampen mellem Hillary og Trump, er en forlængelse af, hvad andre kandidater har gjort årene før. På mange måder er årets præsidentkandidater derfor blot trådt i deres forgængeres digitale fodspor – plus lidt til. For med en udvikling, hvor de digitale og sociale medier er blevet allestedsnærværende og allemandseje, er Hillary og Trump havnet i en uundgåelig spiral, hvor man kun kan eskalere den digitale indsats eller trække sig helt.

Allerede under debatterne har nyhedsmedier og sociale medier berettet om, hvilken kandidat der har pyntet lidt for meget på sandheden – og i hvilken grad. Alt bliver afsløret.

   FORFATTER
mm

Claus Horsted

Radius user

Martin Hartmann Jacobsen

Kommentér